Workshops
Eksemplerne herunder er grundværktøjer, som vi løbende bøjer og strækker, kombinerer indbyrdes, krydrer med forskellige konkrete redskaber, videreudvikler og tilpasser helt til kundens behov og den konkrete situation.Fælles for alle vore workshops, seminarer og lignende er vægten på deltagernes kontrol med styringen af indholdet. Vision & Praxis inspirerer og styrer processen, så deltagerne kan koncentrere sig om det væsentlige.
Klik til højre for mere uddybende information om de enkelte værktøjer og workshops eller læs først de korte introer her nedenfor.
Fremtidsværksted
Fremtidsværkstedet er en workshopmodel, der løber over tre faser: kritik, vision og planlægning. Værkstedets overordnede spørgsmål udgør den røde tråd i værkstedet og besluttes af deltagerne i enighed. Spørgsmålet kan lægge op til løsning af eksisterende problemer, tackling af kommende udfordringer eller fokusere på udvikling af helt nye initiativer.
Projektdesign
Projektarbejdsformen er i stigende grad populær, men er også en udfordring. Projekt design fører deltagerne gennem de væsentligste elementer i projektplanlægning via en konkret case fra deltagernes egen hverdag. Workshoppen kan både gennemføres som undervisning og som konkret projektplanlægning, hvilket dog kræver mere tid. Se evt. artiklen Teams og projekter med omtanke.
Aktøranalyse
I aktøranalysen skabes et overblik over medspillere og modspillere i forhold til en konkret opgave eller en organisations hovedopgaver og mål. Den daglige praksis indsnævrer oftest de enkelte deltageres opfattelse af relevante aktører til de, der er relevante i forhold til egne delopgaver. Workshoppens mål er at etablere det fulde overblik over relevante aktører, at skabe enighed om det samt at udvikle passende strategier i forhold til de enkelte grupper af aktører.
Forumteater
Forumteatret er en teaterform og workshopmetode, som gør tilskueren til engageret deltager. Ved den aktive deltagelse kommer masser af den tavse og skjulte dagligdags viden frem i lyset og giver et værdifuldt bidrag til den fælles viden og udvikling.
Historiefortælling
Historiefortælling er en engagerende måde at sætte dagligdagens erfaringer og drømme i spil. Metoden er anderledes og velkendt på samme tid. Alle fortæller historier, men oftest overser vi det udviklingspotentiale, som historier kan rumme, hvis vi tager dem seriøst som ressource og for alvor lytter til dem.
